Turen til Vangede

Vi har flere ganger bodd på hotell i Gentofte , nær den idylliske Gentofte sø, men vi har aldri vært i Vangede som også ligger i Gentofte kommune og hvor Dan Turell (født 1946) vokste opp. På tide å få rettet opp denne unnlatelsessynden!

”Vangede var Gentoftes Vesterbro. Vangede var Gentoftes Harlem – Gentoftes eneste ”arbejderkvarter” kommunens dårligste skattedistrikt og det eneste valgsted i kommunen hvor kommunisterne fik stemmer”

skrev Dan Turell i boka Vangede billeder. ( 1975. Bearbeidet i 1977).

For å komme fra Gentofte til Vangede kan man for eksempel gå ned til Gentofte sø,


gå langs søen på Gentoftesiden, gå til høyre når du har nesa mot sjøen og pass deg for aggressive svaner,

gå av gangstien mot Ermelundsvei og oppover den noe trafikkerte Brogårdsvej. Du passerer under den enda mer trafikkerte Lyngbyvej men før det ser du de karakteristiske IKEA - flaggene på høyre side (som neppe var der på ”Onkel Dannys” tid) og før du veit ordet av det er du kommet til Vangede.

Du går over Vangede vej og så kommer du til Dan Turells plass ved enden av Vangede bygade.

Her skuer mitt reisefølge utover plassen

og her sitter undertegnede med et andektig ansiktsuttrykk ! Billedbeskrivelse : plassen har brostein, benker og er beplantet med blant annet blomkarse. Koselig og intim!

Så rusler vi nedover Vangede bygade til biblioteket. Dette skriver Dan Turell om biblioteket i Vangede :

”Og bibliotekaren i Vangede, den enste der var fast ved Vangede bibliotek (som var en treværelses lejlighed ved siden av Boghandelen og oven over Vangede koloniallager) – bibliotekaren i Vangede var en gråhåret ældre dame der brugte briller og så stram ud og altid liksom på forhånd var sur, som om det generede hende at man kom ind på hendes bibliotek...”

Dette må ha vært i slutten av 50 – åra / begynnelsen av 60 åra.

Men nå er det for lengst kommet et nytt bibliotek i Vangede, som også huser Dan Turell-samlinga. Og forhåpentlig med hyggeligere bibliotekarer. I det ene vinduet i biblioteket er det et stort bilde av Vangedes store sønn som hilser ned til oss med et vinglass i den ene hånden. Dessverre vises ikke bildet så godt på grunn av refleksen i vindusglassene, noe fotografen neppe kan lastes for. Kanskje ikke vinduene har vært pussa på en stund heller. Kommuneøkonomien er vel ikke bedre i Danmark enn andre steder.



Men uuups, jammen var det ikke FERIELUKNING på Vangede bibliotek med Dan Turell-samlinga akkurat da vi var der!


Litt slukøret spaserer vi videre til Mosegårdsvej 43 A hvor Dan bodde fra han var 9 år til han ”flytter hjemmefra på budcykel til Ordrupvej 112” noen år seinere. Men først går vi stien ned til Nymosen

"med den store plæne mellom mose og vej, et av de aller bedste steder for fodbold og slagsmål, og osse som regel det sted hvor spritterne sad og drak”

”Det var i Nymosen der var svaner og masser av ænder, alminnelige ænder og lappedykkere og blisgokker, og alle folk fodrede dem ustandselig med gemt brød fra bakeren. Og de små børn fik lov til at smide ut til dem og sé dem fare rundt og næbbes om brødstykkerne – et godt show, som man selv først ble taget med til som barn, og så senere tog andre børn med til som voksen”

Da vi var der var det nok av fugleliv mens ”spritterne” glimret med sitt fravær. Her står mitt reisefølge og setter seg inn i ordensreglene for ferdsel langs Nymosen. Legg også merke til svanen som gløtter opp over kanten og lurer på hva slags folk som er ute og går. "Å nei, ikke enda flere Turell-turister" tenker han kanskje.

Her er rekkehuset hvor familien Turell flyttet inn i i 1955, påfallende likt huset på fotografiet i boka Vangede billeder. Et typisk dansk rekkehus fra femtiåra kan man vel si.

Her er huset fra baksida, om den store hekken er anlagt for å forhindre innsyn fra Dan Turell-turister er usikkert. Det var i hvert fall ikke noe stor rush denne dagen.

Så gikk ferden mot Bakkegårdskolen hvor Dan var elev fra ”ca. 1955 til ca. 1963” . Før Dan flyttet til Vangede hadde han et godt forhold til skolen.

”De første klasser havde været et eventyr for mig. Det var over det hele en ny Verden der åbnede sig, sproget dansk, evnen til at læse, ja selv de Bibelske historier fik mig til at sanse horisonter og hemmeligheder som jeg hele tiden syntes jeg var på nippet til at forstå, det var altid lige før jeg syntes at fatte Verden, som når man svimmel stirrer ned fra et højt bjerg - og sø, alt for tit, forsvandt verden igen som såbebobler der blippede og man sad bare på sin flade ved en træpult med et tørt og kedeligt gult pennalhus. Men magien havde været der, og i de første skoleår svævede den der stadig afventende over alting: Der var altid noget nyt - undtagen naturligvis i regning. I regning har der aldrig været noget nyt for en 5-års unge der bare én gang har haft to slikkepinde og spist den ene og beregnet hvor stort lageret så var.”

Men slik var det ikke i Vangede:

”For mig var skoletiden et langt Helvede. Jeg siger ikke, det nødvendigvis behøver være sådan for alle, for flere af mine klassekammerater var det tilsyneladende helt anderledes”

Og akkurat på dette bildet KAN man jo ikke si at skolen ser direkte innbydende ut, den kan nesten minne om et fengsel.


Litt tynget av disse triste fakta om unge Turells skoledager i Vangede rusler vi ned Skolebakken igjen til den trafikkerte

Lyngbyvej hvor vi tok bussen til nye Skjællandske eventyr.

PS: Det går jo også an å ta S-banen ut til Vangede. Eller buss. (Nå er det vel egentlig ikke så mye annet å foreta seg i Vangede annet enn å tråkke i Dan Turells fotspor. På en annen side : som om ikke det var nok!)

PS 2 : Søndagen da vi skulle hjem igjen fant jeg et intervju i Politiken med den danske kunstneren (og vennen) Kenn André Stilling. Han holder på med en stor Dan Turell-skulptur som om et år er planlagt avduket på Vangede.

PS 3 : nei, selvfølgelig VISSTE jeg at Dan Turell-samlinga var stengt! Man hadde da gjort research. Man er da bibliotekar!

PS 4 : at Vangedes befolkning er stolte av sitt kjente bysbarn kan man også se av denne websida!